Uddannelse til hestetandplejer
Hestetandpleje er et håndværk, som suppleres med viden om anatomi og fysiologi. Det kan sammenlignes lidt med beslagsmedens arbejde. Der er et forkert slid som skal rettes og hesten skal hjælpes så den fungerer og er tilpas.
Hestetandpleje kan ikke kun læres ved at læse en bog. Teorien skal selvfølgelig være på plads, men det er i høj grad håndværket som er vigtigt. Korrekt brug af instrumenterne, forståelsen for hestens tyggefunktion og tændernes frembrud er altafgørende. 2 mm forkert vinkel eller en for høj tand har stor betydning for hestens funktion.
Den internationale organisation for hestetandpleje (IAED) har et af verdens bedste uddannelsessystemer. Det er anerkendt i hele verden og derfra kommer nogle af verdens dygtigste hestetandplejere. Til både basis-certificering og avanceret-certificering er 2 teoretiske prøver, som efterfølges af en krævende praktisk prøve. Det tager normalt omkring 2 - 3 år i lære, før man er klar til at tage prøven.
DHTU optager kun professionelle medlemmer som har taget tilstrækkelig uddannelse.